EU: Angreb på hospital i Gaza strider mod folkeretten!

Israel fik tirsdag aften opbakning fra EU-landenes stats- og regeringsledere til at forsvare sig selv. Men det skete med betingelsen om, at det skal foregå i overensstemmelse med folkeretten.

Israel overholder dog ikke “international lov”, hvis det er dem, der står bag angrebet på hospital. Det siger EU’s præsident, Charles Michel. Udmeldingen kommer på et pressemøde efter det ekstraordinære EU-topmøde tirsdag aften.

– Vi fik oplysninger, mens vi holdt virtuelt møde. De ser ud til at være bekræftet. Et angreb på civil infrastruktur er ikke i overensstemmelse med international lov, siger Charles Michel.

SE OGSÅ: ISRAEL: ISLAMISK JIHADS RAKET RAMTE HOSPITAL

Han anklager Israel for at overtræde folkeretten ved at gennemføre en blokade af Gaza, som rammer civilbefolkningen.

– En total belejring, hvor man afskærer den basale infrastruktur, adgang til vand, elektricitet og ikke tillader levering af mad, er ikke i overensstemmelse med international lov, siger Charles Michel.

EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, deltog også på pressemødet. Hun var dog ikke klar til at vurdere, om Israel har overtrådt folkeretten.

– Jeg er lige blevet informeret om episoden. Jeg har brug for at få det bekræftet, så jeg kan ikke kommentere på nuværende tidspunkt, siger Ursula von der Leyen.

500 mennesker menes dræbt i forbindelse med angrebet på hospitalet i Gaza.