EU-Parlamentet har ved en afstemning sagt ja til EU’s bidrag på 35 milliarder euro til Ukraine. Det svarer til omkring 260 milliarder kroner.
EU-Parlamentets formand, Roberta Metsola, kalder afstemningen for historisk. Det skyldes, at Rusland indirekte er med til at betale pengene til Ukraine.
– Med denne afstemning sender vi et stærkt budskab om, at vi bruger overskuddet fra de indefrosne russiske midler til at hjælpe Ukraine.
– Vi sender et signal om, at Rusland som aggressor kommer til at betale for de ødelæggelser, man har forårsaget, siger Roberta Metsola.
I sidste uge fik bidraget også opbakning fra EU-landenes stats- og regeringschefer.
Pengene skal indgå i G7-landenes plan om at yde Ukraine finansiel bistand på op til 50 milliarder dollar. Det svarer til omkring 340 milliarder kroner.
Målet er at udbetale midlerne inden udgangen af 2025.