Brøndby-fans skal i fremtiden vise ID, når de vil se deres hold spille på udebane. Og der kommer ingen FCK-fans til det næste derby imellem Brøndby og FCK i oktober.
Det har Divisionsforeningen besluttet p.g.a. den uro, der var under og efter den sidste kamp imellem de to storkøbenhavnske klubber i august.
Kravet om ID til Brøndby-fans på udebane betyder, at de fremover ikke kan købe billetter anonymt. De skal fremvise en form for identifikation.
“Det vil sige navn registreret på billetten i forbindelse med billetkøb – og individuel ID-kontrol, som skal korrespondere med navnet på billetten, inden man kan visiteres og få adgang til udebaneafsnittet. Brøndby skal sikre, at processen eksekveres effektivt. Kravet opretholdes så længe, det vurderes hensigtsmæssigt,” skriver Divisionsforeningen i en pressemeddelelse.
Der kommer desuden en sikkerhedsobservatør til kampene, der skal se på, hvordan det går.
Hvis det ikke lykkes at iværksætte kravet om ID effektivt – og der stadig er ballade – kan det i sidste ende betyde, at Brøndby slet ikke må have fans med til udekampe.
“Det bliver lidt mere tidskrævende at være Brøndby-fan til kommende udebanekampe, men til gengæld håber vi, at de nye tiltag er med til at sikre, at vi altid kan tilbyde en tilstrækkelig sikkerhed i forbindelse med alle kampe i Superligaen – også for alle tilskuere i udebaneafsnittet,” udtaler Divisionsforeningens direktør Claus Thomsen.
LÆS OGSÅ: Se video: Ballade efter FCK mod Brøndby: Slagsmål og anholdelser
Næste derby imellem de to ærkerivaler finder sted på Brøndby Stadion 16. oktober. Men det bliver uden FCK-fans, slår Divisionsforeningen fast.
“Vi er kede af nødvendigheden af dette tiltag til den kommende derby-kamp. Det er hverken rimeligt eller retfærdigt overfor alle de tilskuere, som bare vil ind og se en god fodboldkamp på udebane.
Men vi skal kunne garantere en tilstrækkelig sikkerhed for alle tilskuere til vores kampe – også alle tilskuere i udebaneafsnittet. Med de begivenheder, der har været i og omkring kampe i efteråret, er det vores vurdering, at vi desværre ikke kan bringe de to tilskuergrupper sammen til den kommende kamp på Brøndby Stadion og samtidigt garantere en tilstrækkelig sikkerhed.
Det er en beklagelig beslutning, men en beslutning, vi har pligt til at tage. Vi er – bl.a. på foranledning af Justitsministeren – aktuelt i gang med en proces sammen med blandt andet politiet og de to derby-klubber om fremadrettede løsninger, som kan forbedre sikkerheden og dermed kampoplevelsen for alle,” siger Claus Thomsen.