Efter sporløst forsvunde containere: Mærsk får kæmpe regning

Tre containere med Adidas-sportstøj er forsvundet, og nu kræver forsikringsselskab erstatning fra Mærsk.

Mærsk er blevet ramt af et erstatningskrav på over en halv million dollar, efter at tre containere med sportstøj af mærket Adidas er forsvundet sporløst i januar.

Det skriver ShippingWatch på baggrund af en stævning fra advokatfirmaet Casey & Barnett.

Det er Adidas’ forsikringsselskab, Zürich Versicherungs-Gesellschaft, som kræver erstatning fra det danske rederi.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Arkivfoto.

I de tre containere var der Adidas-varer for i alt 562.272 dollar, svarende til over 3,9 millioner kroner. Det fremgår af erstatningskravet ifølge ShippingWatch.

Containerne kom til USA fra Asien via USA’s største containerhavn i Los Angeles. Herefter blev de fragtet til et lager i Wilmington, som er en forstad til Los Angeles.

Fragtdokumenter viser ifølge ShippingWatch, at de tre containere ankom til lageret i Wilmington 4. og 19. januar i år. Herefter skulle de efter planen have været fragtet videre til Lebec, som også er i Californien.

Men ifølge advokat Martin F. Casey fra advokatfirmaet Casey & Barnett opdagede ansatte på lageret, at de tre containere var blevet stjålet. Det blev opdaget “på eller omkring den 24. januar 2024”, lyder det i stævningen.

– Læsset med sportsvarer blev aldrig fundet og anses for at være tabt fuldt og helt, skriver advokaten i stævningen ifølge ShippingWatch.

Mærsk afviser over for mediet at kommentere på en igangværende retssag. Men rederiet understreger i et svar fra presseafdelingen, at alle hændelser, der involverer tab eller skade på gods, bliver taget alvorligt.

/ritzau/

En langvarig eftersøgning efter den 66-årige Ebbe fortsætter på femte døgn. Politiet melder tirsdag formiddag ud i sagen.

Download den nye opdaterede Presse-fotos.dk-app helt gratis på AppStore