Dyr i fare: Brand raserer stort etagebyggeri

Kraftig brand i bygning

En ejendom på Vinkelvej/Nørre Boulevard i Randers står søndag i flammer. Ingen meldinger om tilskadekomne

Der er udbrudt brand på en adresse i Randers, og ilden har godt fat.

Det skriver Østjyllands Politi søndag formiddag på det sociale medie X.

– Røgen er ikke farlig, men beboere i røgfanen opfordres til at lukke døre og vinduer, skriver politiet.

Myndighederne fik klokken 09.37 en anmeldelse om branden via 112. Kort før middag er der stadig flammer, og ilden er ikke under kontrol, fortæller vagtchef Per Bennekov.

– Det er en lidt voldsom tagbrand, som har bredt sig til flere lejligheder, siger han.

Der er umiddelbart ingen meldinger om tilskadekomne i forbindelse med branden, der hærger en etageejendom på Vinkelvej/Nørre Boulevard med private lejligheder.

Ilden har fat i tagkonstruktionen, og ifølge Randers Amtsavis er flammerne gået igennem taget. En video på mediets hjemmeside viser, at dele af taget er væk, og at der står en tyk grå søjle af røg op fra bygningen.

Brandvæsenet er i gang med at slukningsarbejdet, og operationschef Thomas Jørgensen fra Beredskab & Sikkerhed siger til Randers Amtsavis, at de er til stede med 13 køretøjer, en indsatsleder og to skadestedsledere.

– Lige nu sætter vi alt ind på at begrænse ilden, så den ikke spreder sig, siger han til mediet.

Både Vinkelvej og Nørre Boulevard er afspærret i forbindelse med myndighedernes indsats.

Det er ved middagstid søndag endnu uvist, hvordan branden er opstået.

Så længe det brænder, er det ikke muligt for politiet at undersøge stedet, men når ilden er slukket, skal der foretages tekniske undersøgelser for at kaste lys over brandårsagen.