Flere brandbiler og politibiler er rykket ud til et alarmopkald fra en lejlighed. Presse-fotos.dks udsendte tilføjer, at en ambulance senere også er ankommet til stedet
Fredag aften ved 22-tiden er Midt- og Vestsjællands Politi sammen med brandvæsenet og ambulancetjenesten til stede på Søndergade i vestsjællandske Sorø.
Her er beredskabet rykket ud i flere udrykningskøretøjer efter meldinger om brand.
Ifølge den indledende anmeldelse er der tale om brand i en lejlighed på anden sal i etageejendommen. Anmelderen har oplyst til brandvæsenet, at det ryger kraftigt fra den pågældende adresse.
Fremme på stedet oplyser Presse-fotos.dks udsendte, at alt tyder på, at beredskabet hurtigt har fået situationen under kontrol.
“Der er ikke tydelige tegn på brand set ude fra længere, men flere brandslanger er trukket ind i opgangen,” siger vores udsendte.
Han beretter samtidig om, at alle beboere i opgangen er blevet evakueret, mens beredskabet arbejder på stedet.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Der er på nuværende tidspunkt ikke meldinger om, at nogen personer skal være kommet alvorligt til skade.
Det bliver efterfølgende en opgave for Midt- og Vestsjællands Politi at klarlægge de nærmere omstændigheder til branden herunder, hvorfor den er brudt ud.
Anmeldelsen er indløbet klokken 21.33.