Død mand fundet i strandkanten: Politiet kører to spor

En midaldrende mand er mandag morgen fundet død ved Mullerup Strand nær Gørlev i Kalundborg Kommune. Politiet kører to spor i forhold til at finde ud af, hvad der er sket.

“For det første forhører vi os i de øvrige politikredse, om der er savnede, der svarer til signalementet på manden,” forklarer kommunikationsmedarbejder i Midt- og Vestsjællands Politi, Martin Bjerregaard, til presse-fotos.dk

“For det andet skal der tirsdag holdes ligsyn, hvor det forhåbentlig kan lade sig gøre at finde ud af, hvem manden er – og hvorfor han er død. Det er endnu ikke lykkedes,” siger han.

Manden blev fundet med tøj på, så der er næppe tale om, at han er hoppet i vandet for at bade og på uheldig vis er druknet.

LÆS OGSÅ: Død mand fundet i strandkant

Omvendt er der intet, der tyder på, at manden er blevet offer for en forbrydelse.

Muligheden for, at manden er faldet over bord på en båd, har politiet undersøgt.

“Der er en enkelt mand, der er meldt faldet over bord. Men han er mørk i huden. Dermed passer han ikke på signalementet, for den druknede mand ved Mullerup er lys i huden,” siger Martin Bjerregaard.