DMI lover skyer og blæst: Foråret lader sig vente

Illustrationsfoto

Temperaturerne i de danske vejr er på vej mod mere forårslignende tilstande, men alligevel bliver denne uges vejr formentlig mest præget af det grå og overskyede vejr.

Det siger Hans Peter Wandler, som mandag morgen er vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).

– Generelt bliver det nok en overvejende skyet omgang de næste dages tid frem mod weekenden, siger han.

Mandag sætter ugen i gang med det køligere vejr.

Det meste af dagen bliver med skyer, og der kan endda komme en smule regn på de syddanske egne. Temperaturerne bliver mellem tre og syv grader.

– I dag bliver det lidt en skyet omgang med en stadig kold østenvind, som med kuldeindekset kan få det til at føles som mellem minus tre grader og frysepunktet, siger Hans Peter Wandler.

Vinden forventes dog at lægge sig op ad dagen, hvor den bliver erstattet af dis nogle steder.

Selv om dagene ikke umiddelbart ser ud til at medbringe solskin, bliver temperaturerne alligevel mere udholdelige, som ugen skrider frem.

Tirsdag bliver det op mod ni grader, inden der resten af ugen regnes med tocifrede vejrangivelser flere steder i landet.

Onsdag bliver det op mod 10 grader, torsdag op mod 12 grader og fredag op mod 13 grader.

– Der er perioder med regn og skyer, men ikke så meget kig til solen.

– Temperaturen vil stige en lille smule, så vi i løbet af ugen kommer op på de tocifrede temperaturer, og ser vi frem mod torsdag og fredag, kan vi nok godt snige os op på 12-13 grader.

– Det vejrfænomen, som ligger over Danmark, er det klassiske vejrfænomen med vind fra vest og sydvest, hvor vi får den ene front efter den anden ind fra Atlanterhavet, siger Hans Peter Wandler.