Presse-fotos.dk kunne lørdag fortælle, at en særdeles kendt personlighed, der har været på forsiderne flere gange, var blevet forsøgt dræbt på åben gade, mens han også ifølge politiet selv forsøgte at slå sin modpart ihjel
En 28-årig og en 34-årig mand – den ene en kendt ekskriminel – udsatte ifølge Københavns Politi hinanden for drabsforsøg, da de fredag aften gik amok på hinanden med en kniv ved internetcafeen G4me Time ved Parken i København.
Begge mænd blev efterfølgende kørt på hospitalet alvorligt kvæstet og skulle lørdag middag fremstilles i et grundlovsforhør, hvor de begge blev varetægtsfængslet in absentia.
Mændene er stadig indlagt på hospitalet med de voldsomme skader, de pådrog hinanden.
Søndag eftermiddag er der til gengæld nye oplysninger i sagen.
(Artiklen fortsætter under billedet)
En ansat på den internetcafe, som det dobbelte drabsforsøg foregik ved, fortæller til Ekstra Bladet, hvad der gik forud for episoden omkring klokken 23.30 fredag aften.
“Det begyndte med, at en af mændene nægtede at betale den regning, han havde opbygget. Og så gik det pludselig meget stærkt. Han forsøgte flere gange at komme om bag disken for at stjæle noget, men blev bremset af, at en af mine kolleger afspærrede ham vejen. Men manden blev mere og mere aggressiv og råbte og truede og skubbede til sidst hårdt til min kollega. Og viste så pludselig, at han havde en kniv i hånden,” fortæller den ansatte til mediet.
Da manden fremviste kniven, trak de fleste fra området sig, men den nu anden sigtede person gjorde det modsatte og rejste sig fra, hvor han spillede, og tog et opgør mod den anden mand.
De to mænd endte uden for spillehallen, hvor det blodige og gensidige knivopgør fandt sted.
Begge mænd var ifølge den ansatte til stede i hver sin afdeling sammen med hver deres gruppe af yngre mænd før slagsmålet.
Den 28-årige og den 34-årige mand vil blive fremstillet i et nyt grundlovsforhør, når deres fysiske tilstand tillader det.
Da der er nedlagt navneforbud i sagen, afholder det Presse-fotos.dk fra at komme nærmere ind på den landskendte ekskriminelles identitet.