Dennis Knudsen lagde to billeder op på Instagram, som fik en hård medfart af kendisfrisørens mange følgere. Nu undskylder han.
Dennis Knudsen deler hyppigt billeder på det sociale medie Instagram med sine mere end 87.000 følgere.
For nylig fik to opslag dog en del følgere op i det røde felt.
Det er en familieferie i Thailand, der er omdrejningspunktet for hele polemikken. Dennis Knudsen befinder sig lige nu i det asiatiske land med sine tre børn.
Her har kendisfrisøren først lagt et opslag op på Instagram, hvor familien besøger et elefantreservat. På billederne kan man se, hvordan de bader og vasker elefanterne.
Netop denne omstændighed fik organisationen World Animal Protection Danmark til at råbe vagt i gevær. Organisationen påpegede, at der var tale om dyremishandling.
Det ville han dog ikke høre tale om og fejede hele problematikken af banen.
Kontroverserne skulle dog vise sig ikke at være en enlig svale, og nogle dage dage senere fik endnu et opslag overvældende negativ omtale.
Her var der også et dyr involveret i form af en hest.
På en strandtur red familien nemlig på hesten, som flere følgere, herunder kendte ansigter som Vicki Berlin og Stephanie Karma ‘Geggo’ Salvarli, bemærkede ikke så tilpas ud i situationen.
Dennis Knudsen beklager
Den markante kritik fra flere fronter fik dog Dennis Knudsen til at lægge sig fladt ned, og i et længere skriv på Instagram giver han sine følgere en dybfølt undskyldning.
‘Jeg er ked af, hvis jeg har stødt mange af jer med at besøge et elefantreservat, hvor mange elefanter er fritgående og flere i fodringsbåse,’ skriver han blandt andet på det sociale medie.
Hændelsen med heste får også nogle ord med på vejen. Her giver Dennis Knudsen blandt andet udtryk for, at han ikke var bekendt med hestens svækkede tilstand.
‘Jeg bliver sidenhen gjort opmærksom på, at hesten har et sår på maven, og den er for tynd, dette var noget, jeg ikke selv havde lagt mærke til i farten. Man skal selvfølgelig ikke sætte sig op på en hest, der ikke har det godt,’ fortsætter han.
Dennis Knudsen slår sidst i opslaget fast, at han bestemt ikke er dyremishandler.
‘Jeg er ked af hvis nogen føler sig stødt eller tror jeg er dyremishandler, for er der noget jeg ikke er, er det dyremishandler. Jeg elsker dyr og har svært ved at acceptere dyr der mistrives og det gælder alle dyr,’ afslutter han.