De sagde, de var håndværkere: I virkeligheden var de tyve!

To mænd udgav sig for at være håndværkere, der skulle udskifte vandrør. I stedet stjal de beboerens pung og nogle kontanter.

Det skriver Østjyllands Politi i deres døgnrapport.

En beboer i Lystrup kontaktede mandag morgen politiet og fortalte, at han var blevet narret af to mænd, der havde stjålet flere værdier fra hans hjem. 

LÆS OGSÅ: Tre mænd med tre indbrudsforsøg samme formiddag: Til sidst blev de taget af politiet

Ifølge beboeren havde de to mænd banket på og udgivet sig for at være håndværkere, der skulle udskifte nogle vandrør.

Manden lukkede dem ind, fordi han kort tid forinden havde fået en besked fra vandværket om, at hans vandmåler snart skulle skiftes.

LÆS OGSÅ: Beruset mand anholdt: Nikkede politibetjent en skalle

Mens de to mænd var i huset, gik beboeren kortvarigt ud i haven, og da han få minutter efter kom tilbage, var mændene væk. Det samme var hans pung og nogle kontanter. 

Østjyllands Politi efterforsker nu sagen nærmere og opfordrer til, at man forholder sig kritisk til håndværkere eller lignende, der dukker op uden foregående aftale. Bed om at se legitimation og ring gerne til firmaet for at høre, om de har sendt nogle medarbejdere til din adresse.