James Earl Jones, manden bag skurken Darth Vader fra “Stjernekrigen” i 1977 og den engelske stemme til Mufasa i “Løvernes Konge” fra 1994, er mandag død i en alder af 93 år.
Det oplyser en repræsentant for skuespilleren til det amerikanske underholdningsmedie Variety.
Dødsårsagen er ikke umiddelbart oplyst.
Ifølge Variety sov han stille ind i sit hjem i den amerikanske delstat New York.
James Earl Jones er afroamerikaner og blev født i 1931 i sydstaten Mississippi under segregationen, som var en slags institutionaliseret racisme, der gav delstaten lov til at behandle sorte amerikanere anderledes end hvide.
Som femårig flyttede han ud på sine bedsteforældres gård i Michigan, men flytningen var en voldsom omvæltning for den lille dreng, og han begyndte derfor at stamme.
Længe var stammeriet så omfattende, at Jones besluttede sig for slet ikke at sige noget.
– Jeg var en stammer. Jeg kunne ikke snakke, så mine første skoleår var også mine første år som stum – og de stumme år fortsatte lige indtil high school, skrev James Earl Jones i sin biografi fra 1993.
Og med munden lukket skulle det da også tage otte år, før hans engelsklærer opdagede Jones’ talent for at skrive digte.
Hver eneste dag opmuntrede læreren Jones til at recitere digte. Og stille og roligt kom selvtilliden og lysten til at snakke tilbage for den unge afroamerikaner.
Han fik sin Broadway-debut i 1957 og spillede med i en lang række Shakespeare-stykker.
I 1969 vandt han en Tony Award, den fornemmeste teaterpris, for sin rolle som bokseren Jack Johnson i stykket “Det store hvide håb”.
Et stykke, som i 1970 blev filmatiseret – også med Jones i hovedrollen. Her blev han som den kun anden afroamerikanske skuespiller i historien nomineret til en Oscar for bedste mandlige hovedrolle.
James Earl Jones blev for alvor verdenskendt, da han blev manden bag den mørke, dystre Darth Vader-stemme, der er superskurken i filmen “Stjernekrigen” og dens efterfølgere.
Men hans karakteristiske dybe stemme er også blevet brugt i en lang række andre film, blandt andet i Disneys “Løvernes Konge”, hvor han lagde stemme til Mufasa.
Stjernen har høste mange priser blandt andet tre Emmy Awards, en Golden Globe Award og to Tony Awards.
James Earl Jones blev gift med skuespillerinden og sangerinden Julienne Marie i 1968. De blev skilt i 1972. I 1982 blev han gift med Cecilia Hart, som han fik sønnen Flynn med.
Cecilia Hart døde af kræft i 2016.