Den 25-årige Mads Hofmann Jensen er blandt andet blevet blevet fundet skyldig i at have begået flere voldtægter mod unge kvinder og flere voldtægter mod en mindreårig pige. En af voldtægterne skete ved en Dagli’ Brugsen
En 14-årig pige gennemgik et sandt mareridt i en hestestald nær Hedensted, da hun blev overfaldet af den 25-årige Mads Hofmann Jensen og tvunget til at udføre oralsex på ham, mens han holdt hendes hoved fast, selv om hun skreg og forsøgte at kæmpe imod.
Presse-fotos.dk har fået aktindsigt i det uhyggelige anklageskrift, som Mads Hofmann Jensen i en sag ved Retten i Horsens netop er kendt skyldig i.
Anklageskriftet indeholder i alt 11 tiltalepunkter, hvor der blandt andet indgår flere voldtægter af den 14-årige pige, voldtægter af to andre unge kvinder samt vold og trusler mod to af de tre piger.
Alle voldtægterne er blevet begået i perioden fra oktober 2022 til august 2023, hvor den 25-årige mand blev sigtet.
I anklageskriftet fremgår det, at Mads Hofmann Jensen har voldtaget den 14-årig pige gentagende gange over tre måneder blandt andet på en adresse i Stouby og på en parkeringsplads ved Dagli’ Brugsen i Uldum.
Derudover voldtog han ifølge retten en ung kvinde, da han overfaldt hende, mens hun sov på en adresse i Hedensted.
I tiltalen lyder det, at Mads Hofmann Jensen forsøgte at tage tøjet af den sovende unge kvinde, men da det ikke lykkedes, klippede han hendes tøj i stykker og voldtog hende derefter, selv om hun kæmpede imod og ifølge anklageskriftet råbte ‘nej’ og ‘stop, det gør ondt’.
Foruden de mange voldtægter af den 14-årige pige og de to andre unge kvinder, hvoraf mange af dem ikke er beskrevet her, er Mads Hofmann Jensen også kendt skyldig i vold og trusler.
Blandt andet havde en af pigerne ifølge retten i en situation gemt sig fra ham ude på et låst badeværelse på en adresse i Uldum.
Det resulterede i, at Mads Hofmann Jensen med en motorsav skar flere huller i badeværelsesdøren samtidig med, at han truede pigen og fortalte, at han ville skære hendes hund over, hvis hun ikke lukkede ham ind på badeværelset.
Den rædselsslagende pige lukkede ham derfor ind, hvorefter han holdt den tændte motorsav op til hendes hoved og truede hende.
I et andet voldeligt tilfælde tæskede Mads Hofmann Jensen en af pigerne med et baseballbat og en golfkølle på en adresse i Uldum, mens han i en anden situation kvalte pigen og løftede hende op ad en væg, så hendes fødder ikke længere rørte gulvet.
I en nævningesag ved Retten i Horsens torsdag den 20. juni blev Mads Hofmann Jensen fundet skyldig i samtlige 11 forhold, der står beskrevet i anklageskriftet herunder sagen om voldtægten ved Dagli’ Brugsen.
Til det er han blevet straffet med seks et halvt års fængsel.
Selv nægter Mads Hofmann Jensen sig skyldig i sagerne, og derfor har han udbedt sig betænkningstid i forhold til at anke byrettens dom.
Det betyder, at han er blevet varetægtsfængslet efter domsafsigelse.