Fredag har der fra morgenstunden været store problemer med at se og fremvise coronapas for mange danskere, selvom de er blevet vaccineret.
Fejlen skyldes et driftsproblem på det Danske Vaccineregister, skriver Sundhedsdatastyrelsen på sin hjemmeside.
– Vi er desværre ramt af driftsproblemer på Det Danske Vaccinationsregister. Derfor kan flere opleve problemer med deres coronapas.
– Fejlen slår igennem i både coronapas-appen, på sundhed.dk og i appen MinSundhed.
– Hvis du er blevet testet for nyligt eller har været smittet, vil du dog fortsat kunne se dit coronapas. Er du derimod vaccineret, er det ikke sikkert, at passet vises korrekt.
– Vi arbejder på højtryk for at løse problemerne, men vi kan på nuværende tidspunkt ikke sige noget om, hvornår de er løst, lyder det, skriver Sundhedsdatastyrelsen i en pressemeddelelse.
Af samme årsag har DSB midlertidigt sat tjek af coronapas på standby, indtil det fungerer igen, oplyses det på Sundhedsdatastyrelsens hjemmeside.