Charlotte elsker at køre stærkt. Faktisk elsker hun det så meget, at hun i dag er med i et
netværk, som arrangerer et stort ulovligt gaderæs i Danmark.
Charlotte er en ung kvinde, som bor et sted på Sjælland. Charlotte er ikke kvindens rigtige navn,
men hun vil gerne være anonym, da hun godt ved, at hendes interesse for at køre stærkt,
kan ende med at få hende sendt i fængsel.
Hun er en del af en gruppe, som er en samling unge, der arrangerer og afholder
ulovlige gaderæs forskellige steder på Sjælland. Gruppen er også en underafdeling af
organisationen Striben, som organiserer gaderæs i hele landet.
Fælles for alle afdelingerne i Striben er, at de typisk består af unge mennesker, som alle
elsker fart, lugten af benzin og brændte dæk.
Og skal man tage Charlottes ord for gode varer, så er det meget populært at køre ulovligt
gaderæs blandt unge mennesker. Hun fortæller, at hendes gruppe har afholdt gaderæs på
Sjælland i weekenderne henover sommeren, hvor der har været omkring 500 deltagere til
hvert gaderæs.
En ulovlig hobby
Men det er ikke så nemt at være arrangør af ulovlige gaderæs. Det kræver stor planlægning,
koordinering og meget vigtigt – må man ikke blive opdaget af politiet.
“Os arrangører mødes et sted og aftaler, hvor vi skal køre henne. Vi har nogle lokationer,
hvor vi kører, men det afhænger af, hvor der er godt at køre den pågældende dag.”
For at politiet ikke skal fatte mistanke til, hvor der køres ræs, sender arrangørerne lokationen
til gaderæset ud via Snapchat kort tid før, at der skal køres.
“Bagefter så sender vi lokationen til, hvor der skal køres ræs ud til folk via Snapchat. Nogle
gange kører vi ved Køge, andre gange i København. Det er meget forskelligt.”
Når folk så ankommer til lokationen, hvor der skal køres gaderæs, så handler det ifølge
Charlotte om at få samling på tropperne. Med 500 deltagere til et enkelt gaderæs kan det
være en stor opgave og kræver meget plads.
De hurtige og kraftfulde biler parres med andre biler, som har nogenlunde samme muskler.
Derefter lines de op to og to for at gøre klar til ræs. Det er kun to biler, der kører ræs ad
gangen.
Forud for mødet på lokationen har Charlotte også talt med de andre arrangører, om hvem
der skal stå for hvad i forbindelse med ræset.
“Der er nogle forskellige opgaver i forbindelse med gaderæs. Der er en, som skal være
starter. Det er ham, der sætter ræset i gang. Så skal der være en bagstop, som holder øje
med lygter og klartegn. Der er en spotter, som holder øje med politiet. Og så er der ham med
overblikket, som er lederen af det pågældende ræs, som har det sidste ord og holder
overblikket.”
Herefter er der ikke andet tilbage end at starte nedtællingen og råbe “Kør!” Og så blæser
bilerne afsted.
Uheld og ulykker i forbindelse med ulovlige gaderæs
Presse-fotos.dk har tidligere berettet om et alvorligt uheld i forbindelse med gaderæs i
Aarhus.
Derfor spørger vi Charlotte om, hvad hun og de andre arrangører gør for at sikre, at
der ikke sker uheld.
“Jeg tror aldrig, at der er sket uheld før hos os. Og vi kører jo i industriområder, hvor der ikke
er boliger eller familier. Det er bare af ren respekt for andre mennesker, som ikke har noget
at gøre med gaderæset.”
Det sidste ulovlige gaderæs, som Charlotte var med til at arrangere, blev afholdt i
september 2021.
Presse-fotos.dk talte med Charlotte dagen inden gaderæset, hvor hun fortalte,
at hun forventede at se intet mindre end 700 deltagere til gaderæset.