Bruger du også Rejsekort-appen? Så kan du være overvåget

Datatilsynet vil undersøge den nye Rejsekort-apps indsamling og opbevaring af personoplysninger.

Det oplyser jurist og it-sikkerhedsspecialist hos Datatilsynet, Allan Frank, til Berlingske:

– Vi kan se nogle problemstillinger, som vi er nødt til at få noget dokumentation for og høre deres vurdering af. Den dokumentation, vi har fået, har ikke fuldstændig overbevist os om, at det var i overensstemmelse med de gældende regler. Derfor har vi behov for mere.

Allan Frank understreger over for avisen, at det er for tidligt at sige, om appen bryder loven. Men Datatilsynet vurderer, at det er alvorligt nok til, at der er behov for en undersøgelse.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Arkivfoto

Fagbladet Ingeniøren skrev i starten af juni, at appen blev sat på pause for nye brugere, fordi en fejl gjorde, at den ikke anonymiserede data om brugernes lokation.

Jens Willars, som er kundedirektør i Rejsekortet, siger til Berlingske, at det er naturligt, at appen bliver undersøgt af Datatilsynet.

Han skriver i en kommentar til avisen, at hvis Datatilsynet har bemærkninger, vil det blive taget til efterretning.

Rejsekort-appen blev lanceret i april. I øjeblikket kræver det, at man skriver sig op, hvis man vil have adgang til den.