31-årige Kevin Magnussen er efter syv sæsoner færdig som Formel 1-kører hos Haas
Den har efterhånden ligget og luret i nogle uger, og torsdag kom så udmeldingen.
Den danske racerkører Kevin Magnussen er færdig hos Formel 1-teamet Haas, når den igangværende sæson er slut.
Det fortæller han selv på sin Facebook-profil.
– Det har været en fantastisk rejse. Syv sæsoner fyldt med både op- og nedture og mange store øjeblikke og fantastiske minder, skriver Kevin Magnussen
Den 31-årige sjællænder kom til Haas i 2017 og kørte i første omgang for holdet frem til og med 2020, hvorefter han i 2021 blev skrottet.
I 2022 var han dog tilbage hos Haas, som havde valgt at droppe samarbejdet med russiske Nikita Mazepin efter Ruslands invasion af Ukraine.
Der er fortsat ledige sæder i Formel 1-feltet i 2025, men Kevin Magnussen fortæller ikke, om han skal forblive i motorsportens kongeklasse.
– Racerløb har altid været og vil altid være en del af mig. Jeg er racerkører ind til benet, og jeg er dybt taknemmelig for alle, der har været en del af min Formel 1-karriere hidtil. Jeres støtte betyder så meget for mig, og jeg ser frem til at dele næste kapitel på min rejse med jer, skriver Magnussen.
Haas har endnu ikke meldt ud, hvem der skal udfylde sædet efter Kevin Magnussen. Det kan dog meget vel blive Esteban Ocon, der lige nu kører for Alpine.
Det er allerede nogle uger siden, at det blev meldt ud, at Nico Hülkenberg stopper hos Haas. Hans sæde overtages af talentfulde Oliver Bearman, der er akademikører hos Haas’ motorleverandør, Ferrari.
Haas-chef Ayao Komatsu takker i en pressemeddelelse Kevin Magnussen for indsatsen på holdet og husker tilbage på blandt andet Bahrains grandprix i 2022, hvor danskeren gjorde comeback i Formel 1 med en femteplads.
– Det er fortsat meget ræs tilbage i år, så jeg ser frem til at se, hvad vi kan opnå med Kevin. Derefter håber jeg, at vi med Kevins særlige forhold til holdet, kan finde en måde at arbejde sammen på.
– Det kan vi forhåbentlig definere nærmere i nær fremtid. Hans enorme erfaring i Formel 1 og viden om vores måde at arbejde på er utvivlsom af stor værdi for vores løbende vækst og udvikling, siger Komatsu.
Kevin Magnussen har kørt 135 af sine i alt 175 Formel 1-løb for Haas. I weekenden kører han endnu et, når Formel 1-feltet er nået til Ungarn.
/ritzau/