Brandfolk slukker mindre brande på Børsen

Brandslukningsarbejdet på Børsen i København er fortsat i gang onsdag aften omkring klokken 22.

Det skriver Hovedstadens Beredskab i et opslag på det sociale medie X.

(Artiklen fortsætter under billedet)

– Arbejdet omkring Børsen fortsætter og vil vare hen over natten. Vi slukker fortsat mindre brande i bygningen, men det primære arbejde er monitorering og kontrol.

– Arbejdet med at sikre de fritstående ydermure fortsætter, så de ikke vælter og ødelægges, skriver beredskabet.

Onsdag eftermiddag lød det fra Hovedstadens Beredskab, at der ikke længere var tale om egentlig brandslukning i den knap 400 år gamle bygning i det indre København.

I stedet gik arbejdet nu ud på at efterslukke gløder, lød det fra indsatsleder Tim Ole Simonsen fra Hovedstadens Beredskab.

Det arbejde ventedes at skulle pågå natten igennem med omkring 20 brandfolk.

Branden på Børsen brød ud tidligt tirsdag morgen.

I løbet af dagen deltog over 300 personer i beredskabsarbejdet. Der er både tale om brandfolk, politibetjente og soldater fra Den Kongelige Livgarde.

Branden kom under kontrol tirsdag eftermiddag. Her stod det klart, at halvdelen af den historiske bygning er brændt ud.

Kun ydermurene står tilbage i den udbrændte del, hvor blandt andet børssalen lå.

For at sikre ydermurene skal der placeres et sted mellem 40 og 50 containere fyldt med betonklodser.

De har til opgave at stabilisere murene.

Onsdag eftermiddag stod det endnu ikke klart, hvornår beredskabet vil være færdig med at stille containere op.

Sandsynligvis ville arbejdet fortsætte også torsdag, lød det fra indsatsleder Tim Ole Simonsen.

Først når slukningsarbejdet er helt ovre, og containerne er kommet på plads, vil man igen kunne færdes frit på vejene omkring Børsen.

Det er blandt andet Børsgade, Slotsholmsgade og Vindebrogade, der er blevet spærret af.

LÆS OGSÅ: 22-årig død efter knivstik: Gerningsmand smides ud af Danmark