Branden hærger stadig Børsen: Hele verden ser med

De dramatiske billeder af branden i Børsen vises af medier flere steder i verden.

Både i Sverige, Norge, Tyskland og Storbritannien skriver medier om, at den historiske bygning i København står i flammer.

Den amerikanske del af det britiske medie The Mirror skriver, at “dramatiske” billeder og optagelser fra stedet viser store røgskyer i luften.

På britiske BBC bliver der sendt livebilleder fra København på deres tv-kanal omkring klokken 9.20.

– Danmarks historiske gamle børshandelsbygning i det centrale København er blevet opslugt af flammer, skriver BBC på sin hjemmeside.

Også Daily Mirror i Storbritannien skriver om branden.

Det norske medie VG og svenske SVT har begge historien i toppen af deres hjemmeside med store billeder, der viser bygningen i flammer.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Branden brød ud i Børsen i København tirsdag morgen. Mere end 6 timer efter den første melding, er branden stadig ikke under kontrol.

Også det internationale nyhedsbureau Reuters skriver om branden tirsdag morgen.

Reuters kalder Børsen for “en af Danmarks mest ikoniske bygninger”.

Også flere franske medier som eksempelvis tv-kanalen BFM TV skriver om branden.

Mandag var det fem år siden, at den berømte katedral Notre Dame i Paris stod i flammer.

Dengang fulgte borgere over hele verden med, mens tv-billeder viste det franske brandvæsen, der kæmpede for at redde katedralen.

Siden har et omfattende restaureringsarbejde været i gang, og nu begynder Notre Dame gradvist at ligne sig selv igen.

Lige som Børsen var Notre Dame ved at blive restaureret, da branden brød ud. Branden fik fat i katedralens tag lavet af blyplader, som smeltede. Også det karakteristiske spir brændte og kollapsede.

Mange kunstværker og uerstattelige genstande blev reddet ud af Notre Dame og bragt i sikkerhed.

Det antages, at branden i den franske katedral var forårsaget af en kortslutning eller en glød fra en cigaret.

Det vides endnu ikke, hvad der forårsagede branden i Børsen i København.

Efter branden i Notre Dame erklærede den franske regering, at katedralen skulle genopbygges, så den står klar i 2024. Der er planlagt genåbning 8. december i år.

Venstres formand, forsvarsminister Troels Lund Poulsen, kalder på det sociale medie X branden i Børsen for “vores Notre-Dame-øjeblik”.

LÆS OGSÅ: Tag kollapset på Børsen: Beredskabet med seneste nyt