Det er gået helt galt for en bilist i en personbil, der har påkørt flere vejskilte og er endt i en hæk ved en parkeringsplads tæt på SuperBrugsen
Det er formentlig ikke lige sådan en afslutning på weekenden, som man ønsker. Altså den, hvor man laver en utrolig dum parkering under et færdselsuheld.
Under alle omstændigheder er det præcis, hvad der er sket for en bilist ved en parkeringsplads på Bredgade i Nørre Snede, der ligger vest for Horsens.
Her har en bilist søndag mistet herredømmet over sin lille, blå Peugeot og er endt fastsiddende i en hæk.
Det oplyser Presse-fotos.dks udsendte til stedet.
“Bilisten har påkørt to vejskilte, som er blevet lagt ned og er til sidst kørt ind i hækken, hvor den mandag stadig sidder fast,” siger Presse-fotos.dks udsendte.
(Artiklen fortsætter under billedet)
På billeder fra stedet kan man rigtig nok se de to vejskilte, der er ødelagte, mens Midt- og Vestjyllands Politi har afspærret det forulykkede køretøj med afspærringsbånd.
Presse-fotos.dk er ikke bekendt med, hvornår bilen skal flyttes.
Der er ikke meldinger om, at nogen personer skal være kommet til skade i forbindelse med uheldet.