Bilist kørte ind i patruljevogn med udrykning: Politiet efterlyser vidne

Politiet efterlyser et vidne, efter at en bilist sent onsdag eftermiddag kørte ind i en af politiets patruljevogne på Oddesundvej ved Thisted – i nærheden af Malervej.

“Det hele gik lidt stærkt, men vores betjente lagde mærke til, der var en bil, der stoppede. Vi vil rigtig gerne høre fra vedkommende, fordi vi mangler vidner fra uheldet,” fortæller politikommissær ved lokalpolitiet i Thisted, Henrik Jensen, til tvmidtvest.dk.

LÆS OGSÅ: Politibil med fuld udrykning påkørt: Betjente kørt til hospitalet

Ved sammenstødet ville patruljevognen svinge til venstre, men den blev ramt i siden af en personbil, som en 35-årig bilist kørte.

Både denne bilist og de to betjente i patruljevognen måtte en tur på hospitalet efter sammenstødet. Men ingen af dem var kommet alvorligt til skade.