Barn faldet ned fra skrænt: Stort redningsopbud fremme

Mash
Breaking News

En 14-årig pige er faldet ned fra en skrænt i Råbjerg Mile i Nordjylland og har slået sig voldsomt, men er i stabil tilstand.

Det oplyser indsatsleder ved Nordjyllands Beredskab Thomas Boelt til Ritzau.

– Det var en dansk familie, som var på ferie ved Råbjerg Mile. Pigen legede på bakkerne og hoppede ned fra denne her skrænt, hvor hun landede uheldigt på nakken og hovedet.

Det er svært at sige, hvor langt hun er faldet i ét stræk, men hun blev fundet 20 meter, fra hvor hun hoppede, oplyser han.

Beredskabet modtog anmeldelsen klokken 13.39, og her blev de sat på en opgave, da pigen befandt sig 500 meter fra, hvor køretøjerne kunne parkere.

– Det er meget ufremkommeligt terræn. Hun blev sendt med redningshelikopter til tjek i Aalborg, siger Thomas Boelt.

Både ambulance- og brandfolk måtte løbe af sted for at nå frem til pigen, der var ked af det, men ved bevidsthed.

– Hun havde selvfølgelig ondt, men vi kunne snakke med hende under hele forløbet, siger han.

Beredskabet har lørdag klokken 15.45 forladt området.

Der er ingen andre tilskadekomne, og pigen er sammen med sin familie, oplyser Thomas Boelt.