Bander får hjælp af 10-årige børn til ærinder og transport

Børn helt ned til 10-års-alderen bliver brugt af bandemedlemmer til at løbe ærinder.

Det siger René Raffo, politiinspektør i Østjyllands Politi, til Jyllands-Posten.

– Vi ser børn helt ned til 10-års-alderen. Det er ikke sådan, at de laver reel hård bandekriminalitet, men vi kan se, at de bliver brugt af nogle af de personer, vi har i banderegistret, siger han til avisen.

Han kan ikke svare på, hvor mange det drejer sig om. Men hans indtryk er, at det ikke skete i samme grad for flere år siden. Det siger han på baggrund af oplevelser, som nærbetjente har i især Aarhus Vest.

Også justitsminister Peter Hummelgaard (S) kan nikke genkendende til tendensen.

– Jeg kan sige, at politiet forskellige steder i landet har en oplevelse af, at børn i en tidlig skolealder blive indrullet i enten slægtsbaseret, organiseret eller egentlig bandekriminalitet, siger han til Jyllands-Posten.

Justitsministeren har tidligere varslet en ny bandepakke, som regeringen efter planen vil præsentere inden længe.

I bandepakken vil der være et nyt tiltag, der skal gøre det nemmere at henvise børn og unge til Ungdomskriminalitetsnævnet. Det siger Peter Hummelgaard til Jyllands-Posten.

Ungdomskriminalitetsnævnet er et uafhængigt nævn, som arbejder med at forebygge ungdomskriminalitet.

Peter Hummelgaard har også tidligere sagt, at banders økonomiske kriminalitet skal straffes hårdere. Det vil også være en del af den kommende bandepakke.

Justitsministeren har rent praktisk lagt op til, at eksempelvis hvidvask og bedrageri i fremtiden skal omfattes af straffelovens paragraf 81a. Det skrev Børsen tidligere i august.

Det er den paragraf, som i dag betyder, at et skyderi kan straffes dobbelt, hvis det sker som led i en bandekonflikt.

Folketinget har indtil videre vedtaget i alt tre bandepakker, hvoraf den første blev lavet i 2009.