Anholdt efter ni timer lang politiaktion: Nu er 60-årig løsladt!

Politiet har torsdag valgt at løslade en 60-årig mand, efter at ordensmagten onsdag brugte mere end ni timer og mange betjente på at anholde ham.

Den 60-årige havde fremsat trusler mod politiet om, at han ville skyde, hvis de forsøgte at komme ind i hans lejlighed.

LÆS OGSÅ: Enorm aktion spærrede område af i timevis: Politiet har anholdt 60-årig mand

“Manden er blevet løsladt på baggrund af en juridisk og lægelig vurdering. Der var ikke grundlag for fængsling,” siger Lasse Ivanøe, politikommissær, lokalpolitiet i Silkeborg, til tvmidtvest.

Efter at politiet anholdt manden onsdag kl. 23.07, ransagede de hans lejlighed. Her fandt politiet en uvirksom riffel og en soft-gun.

LÆS OGSÅ: Stor politaktion: Politibiler, læge og kampklædt politi med maskinpistoler fylder vej

Det er bl.a. den manglende mulighed for at omsætte truslen til virkelighed, der gør, at politiet har valgt at løslade den 60-årige mand.

“Jeg er glad for, at det ender, som det gør, og at ingen kom til skade i aktionen, selvom vi brugte i omegnen af ni timer på den,” siger Lasse Ivanøe.

LÆS OGSÅ: Masser af politi i Silkeborg: ‘Hold jer væk!’

Han tilføjer, at det var for alles sikkerheds skyld, at politiet – og i øvrigt også beredskabet – brugte så mange mennesker og så megen tid på aktionen.

Årsagen til, at politiet i første omgang ville anholde manden, skyldtes ifølge Midt- og Vestjyllands Politi nogle henvendelser fra beboere i området. Det førte så til truslerne fra manden mod politiet og den efterfølgende store anholdelsesaktion.