Afsnit i Katherine Diez-bog slettes af forlag

Et afsnit i Katherine Diez’ bog I egen barm bliver slettet af forlaget People’s. Passagen er nemlig ikke afgørende for fortællingen.

Tirsdag den 1. oktober udkom Katherine Diez’ bog I egen barm på forlaget People’s.

Bogen er på 182 sider og beskriver udover plagiatsagen blandt andet hendes tidligere forhold til manuskriptforfatter og tv-kok, Adam Price, med intime deltajer.

I et interview med Politiken sagde Katherine Diez i forbindelse med udgivelsen, at bogen handler om de livsomstændigheder, der førte til den såkaldte plagiatsag.

‘Jeg har fået ufattelig mange henvendelser fra medier i den tid, jeg har været væk. Men fra begyndelsen vidste jeg, at jeg selv skulle være afsenderen på min historie,’ sagde hun dengang til avisen.

I bogen fortæller hun ligeledes om et kokainmisbrug, voldsomt ubehagelige seksuelle oplevelser, en til tider utryg barndom, en giftig mediebranche og en spiseforstyrrelse.

Men i det kommende opslag af Katherine Diez’ bog vil et afsnit være slettet. Det bekræfter People’s til Ritzau.

‘Da forfatteren ikke betragter passagen om Aagaard som afgørende for fortællingen, har hun valgt at imødekomme ønsket,’ skriver forlaget i et skriftligt svar.

Der er altså tale om et afsnit i bogen, hvor den tidligere P1-vært Mads Aagaard Danielsen indgår.

Ritzau har sidenhen været i kontakt med Mads Aagaard, men han har ikke ønsket at kommentere sagen. Til Se og Hør har han dog i en besked sagt følgende:

‘Jeg har intet kendskab til det rygte, Katherine Diez påstår at have hørt, og jeg kan blankt afvise, at jeg nogensinde har udtalt mig, som det fremgår i Katherine Diez’ bog. Derfor er jeg også glad for, at People’s og advokat Heidi Højmark Helveg har meddelt mig, at passagen om det påståede rygte vil blive fjernet fra eventuelt nye udgaver af bogen,’ lyder det ifølge mediet.

Intime detaljer i Katherine Diez-bog kan være over grænsen.

ONP.