En blot otte år gammel pige er blevet påkørt af en flugtbilist i et kryds
Østjyllands Politi modtog torsdag klokken 07.46 en anmeldelse om, at en otteårig pige var blevet ramt af en bil, da hun gik over fodgængerfeltet ved krydset mellem Åby Ringvej og Gudrunsvej i Aarhus-bydelen Brabrand.
Pigen kom gående med sin far over for grønt lys, da en bilist pludselig tog et venstresving og ramte den otteårige.
Bilisten flygtede efterfølgende fra stedet uden at tage kontakt til nogen.
Det oplyser Østjyllands Politi i sin døgnrapport.
‘Vidner på stedet noterede dog bilens nummerplade, og kort efter tog en patrulje på besøg hos en 18-årig mand, der bor i Brabrand. Han erkendte straks, at han var kørt fra uheldet,’ lyder det fra politikredsen.
Han er nu sigtet for ikke at have overholdt sin vigepligt og for ikke at have overholdt sine forpligtigelser i forbindelse med et færdselsuheld.
Under sammenstødet væltede pigen omkuld, men hun kom ifølge politiet ikke alvorligt til skade.