En 19-årig mand besluttede fredag at tilstå drabet på en 53-årig mand. Han er idømt 12 års fængsel
En ung mand er fredag blevet idømt 12 års fængsel for at have dræbt sin far sidste efterår i Vordingborg.
Det skriver Ekstra Bladet, som er til stede ved retssagen i Retten i Nykøbing Falster.
Sagen begyndte fredag morgen, og her valgte den 19-årige Mathias Holse Heinsmann at tilstå.
Ifølge tiltalen blev det 53-årige offer ramt af ikke under 60 knivstik. Drabet skete 1. oktober sidste år i et hus på Chr. Winthers Vej.
TV 2 Øst skriver, at den 19-årige forklarede, at faren havde udsat ham for overgreb, da han var barn.
Det er påstande, som Mathias Holse Heinsmann søster og mor, der indgik som vidner under retssagen, har afvist at kende noget til. Ifølge de to har de ikke fantasi til at kunne forestille sig, at der skulle være sket overgreb.
SE OGSÅ: MAROKKANER UDVIST FOR VOLDTÆGTSFORSØG AF 14-ÅRIG VED RÅDHUSPLADSEN
På drabsaftenen havde han og to andre søskende besøgt faren. På vej væk besluttede den unge at gå tilbage til faren. Her eskalerede situationen.
Ifølge den tiltalte fortalte han faren, at han ikke ville se ham igen, og hvis de andre søskende spurgte om årsagen, ville han fortælle dem om overgrebene, rapporterer TV 2 Øst.
– Det slog klik, der var også noget vrede, har den 19-årige ifølge tv-stationen forklaret.
Fængsel i 12 år er udgangspunktet, når domstolene skal fastsætte straffen for manddrab.
Men der er ingen automatik. Formildende eller skærpende omstændigheder kan gøre, at udgangspunktet fraviges. Den dømte overvejer nu, om han vil anke dommen til Østre Landsret.
/ritzau/
Billeder her er fra umiddelbart efter drabet på adressen: