41-årig bilist i solo-uheld: Stak af fra politiet på el-løbehjul

En 41-årig bilist kan se frem til adskillige bøder, efter at han søndag kl. 06.16 kørte sin bil i grøften på Horsensvej i Brædstrup.

Et vidne ringede til politiet, men ordensmagten ville den 41-årige mand helst ikke tale med, så han flygtede fra stedet på et el-løbehjul, som han havde i bilen.

Det skriver Horsens Folkeblad på deres hjemmeside.

Politiet fandt dog let frem til manden, som er fra Brædstrup, og som de kender godt i forvejen.

Han blev sigtet for at køre bil uden førerret, at køre bil uden at have forsikret bilen, for at køre på el-løbehjul uden den lovpligtige styrthjelm og for at køre bil i narkopåvirket tilstand, da politiet fandt hash i bilen.