30-årig mand fængsles i 14 år i kæmpe narkosag

Illustrationsfoto

Forbudt stof skiftede hænder på banegården i Aarhus. 30-årig mand har anket til Vestre Landsret

I endnu en stor sag om kokain er en mand fredag af Retten i Aarhus blevet idømt fængsel i 14 år. Det oplyser National Enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) i en pressemeddelelse.

Retten har fundet den tiltalte skyldig i håndtering af mere end 39 kilo kokain. Han tilstod de 18 kilo, oplyser NSK.

Kriminaliteten gav en stor omsætning. Til en anden mand, der er dømt i komplekset, overførte den 30-årige Kristian Mogensen Nielsen således ifølge NSK i alt syv millioner kroner.

Undervejs i forløbet modtog den 30-årige blandt andet et par kilo på banegården i Aarhus.

I sagen har retten for eksempel fundet beviser for, at Mogensen Nielsen indsmuglede 11 kilo fra Holland til Danmark sammen med den 34-årige Jahra Omar Cheik Ahmad, som i februar sidste år indkasserede en dom på fængsel i 17 år.

I Ahmads tilfælde besluttede retten at overskride den normale strafferamme på 16 år i narkosager, hvilket er meget usædvanligt.

Specialanklager Lise Hebsgaard oplyser, at den 30-årige har anket fredagens dom til Vestre Landsret.

Som nævnt indgår en række andre personer i sagskomplekset, som af politiet har blevet kaldt Operation Arlington, og som er er en udløber af den efterforskning, der har fået betegnelsen Operation Rome.

– Efterforskningen i sagskomplekset har trin for trin blotlagt, hvordan en narkotikaorganisation har indsmuglet store mængder kokain ind til Danmark, samt hvordan kokainen er blevet afsat til personer i periferien af organisationen, udtaler specialanklageren i pressemeddelelsen.

/ritzau/