En 30-årig mand har mistet livet efter at være stødt frontalt ind i en lastbil på en landevej
Lørdag kort før klokken 13.00 modtog Midt- og Vestsjællands Politi en anmeldelse om en alvorlig færdselsulykke på Landevejen ved Tuse.
Under ulykken er en personbil og en lastbil stødt frontalt sammen.
Det har nu kostet en 30-årig mand fra Holbæk livet.
‘Uheldet er sket ved at en personbil er kørt over i modsatte kørebane og frontalt påkørt lastbilen. Den 30-årige fører af personbilen er afgået ved døden,’ oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
De pårørende er underrettet om dødsfaldet.
Den 30-årige blev først fastklemt i sin bil, mens lastbilen kørte ned i en grøft og væltede om på siden.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Politiet har sammen med øvrigt redningsmandskab siden ulykken arbejdet på Landevejen og er ved 17-tiden stadig på stedet.
‘Lastbilen skal bjærges frastedet, hvorfor det forventes at Landevejen vil være spærret cirka tre timer endnu. Trafikken bliver ledt udenom uheldsstedet via Tuse by,’ oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i den forbindelse.
En bilinspektør har efter sammenstødet været på stedet for at foretage tekniske undersøgelser.
Føreren af lastbilen er uskadt.