En 28-årig mand er blevet anholdt for drabet på Louise Borglit i november 2016.
Det oplyser Vestegnens Politi i en pressemeddelelse fredag morgen.
Den 28-årige mand mistænkes for at have dræbt den gravide kvinde den 4. november 2016, da hun var ude for at gå tur med sin søsters hund.
Louise Borglit blev fundet dræbt med adskillige knivstik i Elverparken i Herlev. Hun blev 32 år gammel.
– Vi har nu tilvejebragt et mistankegrundlag, som gør, at vi har sigtet manden for drab. Det er dog vigtigt at understrege, at efterforskningen hermed ikke er slut, siger Peter Malmose, som er vicepolitiinspektør hos Vestegens Politi.
– I den næste tid foretager vi yderligere en række efterforskningsskridt, hvorefter sagen overdrages til anklagemyndigheden, som så tager stilling til, om der skal rejses tiltale i sagen siger han videre.
Den nu sigtede mand sidder i forvejen i fængsel, da han er gang med at afsone i en anden sag.
Derfor blev den 28-årige anholdt i fængslet, oplyser politiet.
Håber, at familien og lokalsamfundet kan få afklaring
– Anholdelsen er sket efter en lang og vedholdende efterforskningsindsats og det arbejde fortsætter. Samtidig har vi modtaget rigtig mange henvendelser i denne sag fra borgerne, og det vil jeg gerne benytte denne lejlighed til at sige tak for, siger vicepolitiinspektøren.
Vicepolitiinspektøren siger, at efterforskningen har været kompliceret og langstrakt, men at man håber, at anholdelsen kan være med til at give de efterladte en form for afklaring i den tragiske sag.
– Vi håber at anholdelsen og sigtelsen kan være det første skridt frem mod en form for afklaring af denne alvorlige drabssag. Selvfølgelig først og fremmest hos Louise Borglits efterladte – men også i lokalsamfundet i Herlev, siger Peter Malmose.
Den mistænkte 28-årige fremstilles i grundlovsforhør fredag formiddag.