19-årig begik drabet: 24-årig dømt og udvist

En 24-årig mand blev onsdag dømt og udvist af Danmark for et drab, som en 19-årig mand begik.

Det afgjorde Østre Landsret, som dermed ændrede den dom, som byretten i Roskilde var nået frem til. Retten i Roskilde ville kun give manden en advarsel. Det skriver Ritzaus Bureau.

Selve drabet, som udløste dommen, fandt sted i juni 2020. Og drabsofferet var den 20-årige Nicoline Plintic i Køge.

Både Retten i Roskilde og Østre Landsret fandt frem til, at den 19-årige og den 24-årige skulle dømmes for drabet in solidum, som det hedder på jurasprog – altså i fællesskab.

Årsagen var, at det nok var den 19-årige, der begik drabet. Men begge retsinstanser fandt det bevist, at den 24-årige beordrede drabet, at han var med i planlægningen, og at drabet skete i fælles forståelse.

LÆS OGSÅ: 25-årig bilist påkørte cyklist med vilje: Nu er han fængslet for drabsforsøg

Den 19-årige fik i byretten en dom på 12 års fængsel.

Den 24-årige lider af skizofreni, og han blev sidste år ved Retten i Roskilde idømt en anbringelsesdom på psykiatrisk hospital på ubestemt tid.

Derudover fik han altså en advarsel om udvisning.

Den dom ændrede Østre Landsret denne onsdag til udvisning. Men dommen får ifølge mandens forsvarer, Erbil Kaya, ingen praktisk betydning, da den 24-årige de facto ikke kan udvises.

Den 24-årige er statsløs palæstinenser, og der er derfor ikke noget land, han kan udvises til.