25-årig bilist påkørte cyklist med vilje: Nu er han fængslet for drabsforsøg

Den bilist, som søndag bevidst kørte ind i en cyklist, er blevet fængslet for forsøg på manddrab.

Bilisten er en 25-årig mand, der på Vibevej i Ringsted kom op at skændes med den 45-årige cyklist, og som ifølge anklagen derefter kørte ind i cyklisten med høj fart. I grundlovsforhøret blev en fart på mellem 60 og 100 kilometer i timen nævnt. Det skriver sn.dk

Midt- og Vestsjællands Politi havde oprindeligt opfordret bilisten til at melde sig selv. Da det ikke skete, valgte de at efterlyse ham.

LÆS OGSÅ: Genkender du denne mand? Påkørte cyklist med vilje

Under grundlovsforhøret kom det frem, at bilisten havde købt en flybillet til Marokko, men at familiemedlemmer overtalte ham til at melde sig selv. Det gjorde han tirsdag aften.

Den 45-årige cyklist er fremdeles indlagt på Rigshospitalet i København med svære kvæstelser, men han er uden for livsfare.

Den sigtede 25-årige bilist valgte ikke at udtale sig under grundlovsforhøret. Han nægter sig skyldig.

Dommeren valgte at varetægtsfængsle den sigtede frem til 14. september.