Der er sket et udslip af store mængder gylle fra et biogasanlæg ved den jyske by Tarm lørdag eftermiddag.
Det siger indsatsleder Lars Lyngvig fra Brand & Redning MidtVest til TV Midtvest.
Først på eftermiddagen omkring klokken 13.15 kollapsede en gylletank på området.
Efterfølgende skete et udslip også fra en anden tank, der havde slået revner, skriver mediet.
Tankene er hver 8000 kubikmeter store. Men myndighederne ved ikke præcis, hvor stor en mængde gylle der var i tankene. Derfor kendes omfanget af udslippet heller ikke endnu, skriver TV Midtvest.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Indsatsleder Lars Lyngvig siger til mediet, at udslippet er inddæmmet. Der skulle derfor ikke være risiko for, at gyllen løber i for eksempel bække.
Omkring klokken 16.30 er tankvogne i færd med at køre gyllen fra stedet, oplyser TV Midtvest, der har en journalist på stedet.
Der er ifølge Dagbladet Ringkøbing-Skjern taget en gummiged i brug, ligesom der også er slukket for en strømgenerator.
Beredskabet kan ikke komme ind i tankene. Derfor er en drone sendt i vejret for at undersøge tankene indefra.
Gylle er en blanding af urin og afføring fra husdyr, der bruges som gødning på marker. Det kan også bruges i fremstillingen af biogas.
Indtil videre er årsagen til kollapset ukendt.
Til TV Midtvest siger indsatsleder Lars Lyngvig, at oprydningen kan tage op mod fire dage.