15-årig mistænkt for grov afpresning og vold: Far havde ledende rolle

Onsdag blev tre svenskere anholdt i Spanien. En af dem er en dreng på 15, der mistænkes for at planlægge drab.

En af de svenskere, der blev anholdt i Alicante i Spanien i onsdags, mistænkes for at være involveret i voldshandlinger, der har fundet sted i København.

Det drejer sig om en dreng på 15 år.

Det skriver det svenske nyhedsbureau TT.

Han mistænkes også for at have rekrutteret andre til at begå alvorlig kriminalitet og for at planlægge en række drab i Sverige.

– Man kan sige, at den person har været med til at rekruttere folk til de her voldshandlinger, siger anklager Anna Arnell til det svenske medie Aftonbladet.

Derudover er den 15-årige mistænkt for grov afpresning.

Hen over foråret, sommeren og begyndelsen af efteråret har der været en række hændelser, hvor både svenske og danske statsborgere er blevet anholdt for at have begået alvorlig personfarlig kriminalitet i København.

De menes at have været involveret i sager om drabsforsøg og besiddelse af pistoler og håndgranater.

Det fremgår ikke, hvilke episoder i Danmark drengen knyttes til.

Den 15-åriges far er også en af de svenskere, der blev anholdt i Spanien.

Han er mistænkt for at have en “ledende rolle” i en sag om omfattende narkokriminalitet.

Derudover mistænkes manden for grov hvidvask og for at planlægge at smugle mindst 30 automatrifler og 20 pistoler til Sverige.

De to blev sammen med en tredje svensker anholdt i Spanien som led i et internationalt politiarbejde mellem dansk, svensk og spansk politi samt det europæiske politisamarbejde Europol.

Myndighederne fandt frem til de tre svenskere gennem forskellige onlinefora, der blev brugt til at rekruttere unge helt ned til 13-14-års alderen til forskellige voldelige forbrydelser, herunder drab. Det skriver Aftonbladet.

For nuværende er de tre anholdte varetægtsfængslet i Spanien.

Svenske myndigheder har anmodet om at få dem udleveret til Sverige, så efterforskningen kan fortsætte der.

Ifølge flere medier er den tredje anholdte person en kvinde, der er mistænkt for alvorlig hvidvask.

En kvinde har mistet livet på en byvej i forbindelse med et sammenstød. Politiet er efterfølgende skredet til anholdelse af en ung mand – mens tre andre unge er blevet bragt på hospitalet.