Lørdag eftermiddag er politiet massivt til stede ved en 365discount, hvor der er foregået et knivstikkeri. Politiet er tungt bevæbnet efter en person er blevet hastet fra stedet i en lægehelikopter. Gerningsmanden er fortsat på fri fod.
Området nær en 365discount er lørdag eftermiddag helt spærret af efter en melding om et knivstikkeri.
Adskillige patruljer og en akutlægebil befinder sig i øjeblikket Hovedgaden i Hårlev, hvor en lægehelikopter tidligere landede.
Politibetjente ses tungt bevæbnede i området.
Til Presse-fotos.dk bekræfter vagtchefen ved Midt- og Vestsjællands Politi, at man er til stede efter et knivstikkeri.
(Artiklen fortsætter under billedet)

“Vi får en melding 15.57 om, at en person er blevet stukket flere gange med kniv i maveregionen,” siger vagtchefen og fortsætter:
“Den forurettede er efterfølgende blevet bragt til Riget med helikopter.”
Vagtchefen fortæller, at man endnu ikke har foretaget anholdelser efter hændelsen.
“Vi har en formodning om, hvem det kan være. Vi formoder, at det er noget lokalt, så der er ingen fare for andre.”
Politiet ses dog alligevel tungt bevæbnede på stedet.
(Artiklen fortsætter under billedet)

“Det skal man ikke ligge mere i, vi har en bestemt procedure vi følger, så vi er klar til hvilken som helst situation,” slår vagtchefen fast.
Vidner på stedet beskriver, at 365discounts kunder har hjulpet offeret efter hændelsen, præcist med hvad vides det dog ikke.
Vagtchefen fra Midt- og Vestsjællands Politi kan ikke kommentere yderligere på forurettedes tilstand, da man ikke har fået en udtalelse fra lægen på Rigshospitalet endnu.
Han tilføjer slutteligt, at man endnu ikke har fået underrettet de pårørende.




