Ordet “Sådan” og to emojis var ikke billigelse af terror

Det var ikke billigelse af terror, da en i dag 20-årig mand skrev “Sådan” efterfulgt af to emojis som en kommentar til en artikel med titlen “Israel angrebet med missiler”.

Fredag har Retten på Frederiksberg afsagt en frifindende dom i sagen.

Det bekræfter både specialanklager Søren Harbo og forsvarer Anders Trøck-Kronberg. Anklagemyndigheden mente ellers, at kommentaren var en udtrykkelig billigelse. Det fremgår af anklageskriftet.

Den unge mand vedstod i retten, at han havde skrevet opslaget den 7. oktober 2023. Men han forklarede også, at det ikke var hans hensigt at billige terror.

Den korte kommentar, han skrev i kommentarsporet til artiklen på Ekstra Bladets facebookside, var “Sådan” efterfulgt af emojis, der forestillede henholdsvis en stærk arm og et palæstinensisk flag.

Og byretten fandt altså heller ikke, at den 20-årige mand havde forsæt til at bryde straffelovens terrorparagraf.

Ifølge specialanklager Søren Harbo henviste retten i sin begrundelse til en snart ni år gammel kommentar, der ligeledes blev skrevet på sociale medier.

Kommentaren faldt efter terrorangrebet på Krudttønden i København i februar 2015.

Gerningsmanden, Omar Abdel Hamid el-Hussein, blev skudt og dræbt af politiet, men efterfølgende lagde en 26-årig mand et billede op af attentatmanden sammen med sætningen: “Je suis Omar”, der kan oversættes til: “Jeg er Omar”.

I den sag valgte anklagemyndigheden at lade være med at rejse tiltale mod den pågældende mand for at billige terror.

Manden, der i 2015 skrev om el-Hussein, forklarede til medier, at det var hans måde at udtrykke sorg over, at et menneske var dødt. En anden slags “hvil i fred”.

Selv om den 20-årige mand fredag er frifundet, er andre personer tidligere dømt for deres kommentarer til samme tråd på Facebookside.

– Dommen viser, at det er en konkret vurdering for hver sag, siger forsvarer Anders Trøck-Kronberg.

Han er meget tilfreds med udfaldet af dommen.

Anklagemyndigheden kan inden for to uger anke dommen til landsretten.

Statsadvokaten i København har oplyst Ritzau, at der frem til 13. december 2024 var rejst tiltale i 18 sager i relation til Hamas’ terrorangreb. 56 sager var blevet afsluttet, uden der var rejst tiltale.

Supermarkeder kommer lige nu med en vigtig advarsel til alle kunder med børn. Det handler om en bestemt fødevare til børn, der ikke må ikke indtages

Arkivfoto.