Rusland har skruet gevaldigt op for GPS-jamming rettet mod blandt andet Danmark – i TV 2-program fortæller Forsvarets Efterretningstjeneste nu, hvor hurtigt Rusland kan angribe Danmark
Verden er i opbrud, krigen i Ukraine hærger fortsat – og med Donald Trumps ankomst i Det Hvide Hus ser Europa nu ud til at være alene hjemme.
Derfor frygter mange, at Rusland nu kan bruge usikkerheden til at forberede militært angreb på andre europæiske lande.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Forsvarets Efterretningstjeneste oplyser søndag aften i TV 2-programmet ‘Verden i opbrud’, at Rusland på mellem to og fem år kan opbygge kapacitet til at lave et militært angreb på Danmark.
Det fortæller efterretningschef Anja Dalgaard-Nielsen.
Hvis Rusland skal kunne angribe Danmark inden for de næste to til fem år kræver det dog, at landet stopper sin ressourcekrævende krig i Ukraine, lyder det videre.
Samtidig er det på betingelse af, at Danmark heller ikke opruster.
På et tidligere spørgsmål i TV 2-programmet gør Anja Dalgaard-Nielsen det klart, at Forsvarets Efterretningstjeneste på nuvæende tidspunkt ikke ser tegn på, at Rusland planlægger et regulært militærangreb på Danmark.
“Men Rusland har skruet op for ting som GPS-jamming og andet mod Danmark, som har til formål at presse os,” siger hun.
I samme program fortæller statsminister Mette Frederiksen (S), at Rusland er den eneste aggressive part i krigen mod ukraine.
Krigen andler om Ruslands imperiale drømme, siger hun.
Samtidig slår statsministeren fast, at en militær oprustning i Europa er en streng nødvendighed.
“Ingen russer får lov til at bestemme over vores fremtid,” siger statsminister Mette Frederiksen.