Musk tager motorsav med på scenen: ‘Længe leve friheden, for fanden’

Tech-milliardæren Elon Musk, som er blevet en del af holdet omkring USA’s præsident, Donald Trump, deltog natten til fredag dansk tid i konferencen Conservative Political Action Conference i delstaten Maryland.

Her gik han på scenen med en motorsav, som han har fået i gave af Argentinas præsident, Javier Milei.

– Det her er motorsaven til bureaukratiet, lød det fra Musk, mens han holdt den skinnende, røde motorsav op i luften.

Musk havde modtaget motorsaven fra den argentinske præsident torsdag, og på siden af den er Mileis spanske slogan indgraveret.

“Viva la libertad, carajo”, står der, hvilket kan oversættes til “Længe leve friheden, for fanden”.

Musk har under Trump fået til opgave at finde besparelser i den føderale sektor i USA. Indtil videre har titusindvis af medarbejdere i forskellige sektorer været mål for hans indsats.

Han er således blevet leder af Department of Government Efficency (Doge) – Kontoret for Regeringens Effektivitet.

Milei er kendt for sin økonomiske politik, som han under den argentinske valgkamp symboliserede ved at medbringe netop en motorsav til nogle af sine vælgermøder.

Den skulle illustrere hans plan om offentlige nedskæringer.

Musk, som blandt andet driver elbilselskabet Tesla og er verdens rigeste mand, har tidligere støttet Milei, når argentineren har holdt offentlige taler.

Milliardæren har efter konferencen delt flere billeder af sig selv med motorsaven på det sociale medie X.

– Det her er et rigtigt billede, skriver han i et af sine opslag.

En unavngiven kilde med kendskab til sagen siger til Reuters, at 6000 ansatte i det amerikanske skattevæsen, IRS, torsdag blev meddelt, at de vil blive afskediget.

Det skal ligeledes være en del af Musks arbejde med at finde større besparelser i det amerikanske system.

Afskedigelserne er dog ikke blevet officielt bekræftet.

Reuters

Flere danskere kan i denne måned se frem til en økonomisk håndsrækning, da en rekordstor udbetaling netop er blevet annonceret. Hvis du er blandt de rette modtagere, kan pengene være på vej til din konto allerede med en udbetaling i februar.