En mand er sigtet i en sag om både et drab og et drabsforsøg. Sidstnævnte gik ud over en forsanger i et dansk band.
‘Det var der, vi indså, hvad hans hensigter var – en tankeløs morder i en blodrus, og vi var de uheldige, der boede det forkerte sted på det forkerte tidspunkt’
Sådan skriver forsangeren i bandet Lifesick Simon Skou Shoshan i et Facebook-opslag om et forfærdelig episode i eget hjem.
Han og hans familie har gennemlevet et sandt mareridt på en aften, hvor det, de troede var en indbrudstyv, havde begået drab forinden – ifølge sigtelsen.
Presse-fotos.dk har tidligere beskrevet, hvordan en sag om en 58-årig mand blev fundet dræbt på en adresse i Vejle.
Den sag lå uden gennembrud i nogle dage, indtil overfaldet i hjemmet på forsangeren fandt sted.
Politiet mener nemlig, at gerningsmanden bag begge episoder er den samme.
Shoshan beskriver i opslaget, hvordan et meget lykkeligt 2024, hvor han både er blevet gift og har fået sit første barn, ramte ind i det, han kalder ‘et sandt mareridt’.
‘Klokken 5:20 blev vi vækket af en, der bankede på vores dør. Et par minutter senere hørte vi nogen inde i naboens del af huset. Vi troede, det var et røveri, så jeg ringede til politiet og råbte for at skræmme dem væk. Fem sekunder senere stod vi ansigt til ansigt med en mand i balaclava, sort tøj, gummihandsker og med et koben,’ skriver han og fortsætter:
‘Jeg fik tæsk. Men da jeg troede, jeg var færdig med det, kom min kone skrigende med en af mine guitarer og smadrede ham i hovedet. Vi overmandede ham. Vi kæmpede et stykke tid, blødende på hinanden, indtil politiet ankom’
Det var altså her, at parret stadig troede, at der var tale om et fejlslagent røveri, men det skulle senere vise sig, at den 31-årige (nu 32-årige) mand bliver sigtet for et drab begået forinden.
‘Men vi gjorde alt rigtigt i det rigtige øjeblik og overlevede. Alle de fysiske ar vil heles.
Vi er i live, og vi vil gøre vores bedste for at overvinde. Vi har hele tiden et fantastisk hold af venner og familie omkring os. Jeg er stolt af min kone for at beskytte mig og vores familie,’ skriver forsangeren i opslaget.
(Artiklen fortsætter efter billedet)
Han beskriver, hvor taknemmelig han er for at have overlevet noget, der ellers kunne være endt i en helt anden retning.
‘Vi skulle ikke være her i dag, men det er vi!’
Til fans af Lifesick kommer han også med en glædelig nyhed til sidst i opslaget på trods af de forfærdelige omstændigheder:
‘Kram din familie en ekstra gang, når du ser dem. Og vær mentalt forberedt på hvad som helst.
Jeg vender tilbage til at spille live så hurtigt som muligt, men giv mig og min familie lidt tid til at helbrede’
På dagen for grundlovsforhøret skrev politiet:
‘Klokken 13.00 bliver der holdt et retsmøde ved Retten i Kolding, hvor fængslingsgrundlaget mod en i forvejen varetægtsfængslet mand forsøges udvidet. Det sker, da manden er blevet sigtet for at have slået den 58-årige mand, der onsdag morgen blev fundet død på en adresse på Mindevej i Vejle, ihjel. Anklagemyndigheden forventer at anmode om, at retsmødet bliver holdt for lukkede døre, samt at der nedlægges navneforbud på den forurettede’
Sådan skrev Sydøstjyllands Politi i pressemeddelelsen den 28. november om grundlovsforhøret, der endte med en varetægtsfængsling.
Politiet anklager den 32-årige for at have kørt til den 58-årige, der blev dræbt af knivstik og stump vold. Bagefter skulle han have sat kursen mod ægteparrets landejendom. Politiet har ikke oplyst nærmere om motivet for drabet eller drabsforsøget – eller hvorfor han tog til de to adresser.
Ifølge sigtelsen er der tale om et drabsforsøg mod forsangeren begået den 25. november.
Grundlovsforhøret fandt sted 28. november, hvor den 32-årige blev varetægtsfængslet ved Retten i Kolding.
Han blev altså anholdt samme dag efter forsangerens mareridt, og han blev derefter sigtet for drabet på den 58-årige. Først lød sigtelsen altså på røveri, senere på drab og drabsforsøg. Sigtede sidder fortsat varetægtsfængslet.
Presse-fotos.dk skrev om sagen forinden varetægtsfængslingen. Læs mere om sagen her.