Minister vil have skolebiblioteket tilbage

Mattias Tesfaye vil gøre op med indforstået sprog i folkeskolen – pædagogisk læringscenter skal igen hedde skolebibliotek, lyder det i et nyt lovudkast.

Et af skolens måske mest forvirrende navne får nu et nyt – eller rettere sagt, gammelt – navn, hvis det står til børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S). I en ny pressemeddelelse fra Børne- og Undervisningsministeriet foreslår ministeren at ændre betegnelsen ’pædagogisk læringscenter’ (PLC) til det mere velkendte og folkelige ’skolebibliotek’.

”Hvor mange elever og forældre ved overhovedet, hvad et pædagogisk læringscenter er for noget? Og helt uforståeligt bliver det, når det forkortes PLC,” siger Mattias Tesfaye og fortsætter:
”Hvad vi kalder skolens fag, lokaler og funktioner er ikke ligegyldigt. Det har en selvstændig værdi at undgå elitære og indforståede begreber og gøre det muligt for enhver at deltage i samtalen om skolens hverdag.”

Skolebiblioteker har gennem årene haft flere navneskift og funktionstilpasninger. I 2014 blev de omdøbt til ‘pædagogiske læringscentre’ for at afspejle en bredere funktion i skolens læringsmiljø, særligt med fokus på digitale medier og didaktisk vejledning. Navneskiftet har dog flere gange mødt kritik for at være unødigt akademiseret. Ifølge Danmarks Lærerforening har mange skoler allerede i praksis fastholdt navnet ‘skolebibliotek’ i daglig tale – netop fordi det skaber genkendelighed og tilgængelighed for elever og forældre.

Forslaget vil ikke ændre på de funktioner, som det nuværende PLC har. Det vil fortsat være et sted, der stiller undervisningsmidler til rådighed, samarbejder med folkebibliotekerne og støtter elevernes fritidslæsning. Ministeren vil desuden fjerne den eksisterende bekendtgørelse for pædagogiske læringscentre og i stedet skrive de centrale opgaver direkte ind i folkeskoleloven.

Lovudkastet vil blive sendt i offentlig høring inden længe, og selve lovforslaget ventes fremsat i Folketingets åbningsuge i oktober.

Når temperaturen stiger om sommeren, glemmer mange en simpel ting, der kan give en kæmpe besparelse.