Minister om elbiltendens: ‘Det er positivt’

Flere og flere danskere vælger elbilen til når der skal shoppes nyt køretøj. Minister mener, at det er en positiv udvikling.

Minimum 25 procent af alle nye solgte biler i de danske kommuner kører i dag på el. Derudover viser nye tal også, at elbilerne nyder stor succes på tværs af indkomst.

Tallene er fra Skatteministeriet, og i en pressemeddelelse oplyser de, at i langt de fleste kommuner udgør elbiler tæt på halvdelen af nye biler i 2023.

I enkelte kommuner kommer det tal endda helt op mod 60 procent.

Spørger man skatteminister Jeppe Bruus er det lovende nyt.

‘Danskerne har for alvor fået øjnene op for elbiler. Det er positivt og viser, at vi er på rette vej mod vores ambitiøse klimamålsætninger på transportområdet. Det glæder mig, at udviklingen sker i hele landet og i forskellige indkomstgrupper. Det er vigtigt, fordi vi skal have alle med i den grønne omstilling,’ siger han.

Særlig gruppe elsker elbilen

På trods af, at elbilen efterhånden er meget populær på tværs af indkomstgrupper, så spiller det helt bestemt stadig en rolle, når danskerne skal købe ny bil.

Af den del af befolkningen med den laveste indkomst, vælger omkring 20-30 procent en elbil, når der skal købes nyt køretøj.

Kigger man derimod på tallene for danskerne med høj indtægt, er det næsten 60 procent, der vælger elbilen til.

I pressemeddelelsen oplyses det desuden, at regeringen i den kommende tid vil undersøge mulighederne for, at der kan komme endnu flere elbiler på de danske veje.

Allerede fra i morgen, den 1. januar, kan det være slut med benzin- og dieselbiler i flere byområder. Det er nemlig kun brint- og elbiler, der må køre i zonerne.