En 24-årig mand kræves idømt en lang fængselsstraf, i en sag hvor han er tiltalt for at have påkørt en gruppe cykelryttere i forbindelse med et cykelløb i Hvidovre.
Det oplyser Københavns Politi i en pressemeddelelse tirsdag.
To cykelryttere kom alvorligt til skade i september, mens flere andre styrtede.
Den 24-årige, der var fører af en kraftfuld elcykel, kom også selv alvorligt til skade. Dagen efter blev han varetægtsfængslet.
Han er tiltalt for overtrædelser af færdselsloven, grov vold mod de to tilskadekomne cykelryttere og for at forvolde fare for de øvrige cykelryttere.
I alt 33 cykelryttere var en del af samme gruppe.
En række medier har siden hændelsen skrevet om cykelrytteren Carl Magnus Lotz Rosenberg, der var en af de tilskadekomne. Han endte med at blive lam.
Ifølge anklagemyndighedens tiltale kørte den 24-årige ind på den afspærrede rute, hvor cykelløbet blev afviklet den 7. september sidste år. Det var på Hvidovrevej ved Vestkærs Allé, at ulykken skete.
Ifølge anklageskriftet forsøgte løbsofficials med røde flag og fagter at standse manden.
Men elcyklisten zigzaggede forbi dem, og kørte også uden om endnu en flagpost, som med råb forsøgte at standse den truende fare.
Den 24-årige kørte mindst 40 kilometer i timen på sin elcykel, der var af typen Mate, da han ramte cykelrytterne i feltet. Det mener anklagemyndigheden.
Kravet om en lang fængselsstraf konkretiseres ikke yderligere i tirsdagens pressemeddelelse.
Den 24-årige nægter sig skyldig. Ved et retsmøde om varetægtsfængsling i september fortalte han, at han ikke vidste, der var cykelløb.
Sagen skal for retten til marts.