Lars Løkke og den Marco Rubio, som er ny amerikansk udenrigsminister har været i samtale.
De to ministre har talt om Ukraine, europæisk sikkerhed og situationen i Mellemøsten, lyder det i en pressemeddelelse fra det danske udenrigsministerie.
Samtalen bliver beskrevet som en god konstruktiv samtale mellem begge parter, men der er ikke blevet talt om Grønland i denne omgang.
Der er dog enighed om, at de to lande skal have samtalen om arktisk sikkerhed på et andet tidspunkt, lyder det.
“Samtalen fandt sted i en god og konstruktiv tone og varede i 20 minutter. Der var enighed om, at det dansk-amerikanske forhold er stærkt, og det blev aftalt at holde tæt kontakt fremover og snarest muligt mødes personligt”, skriver Udenrigsministeriet.
Ukraine kæmper for Europa og Vesten
I samtalen mellem de to ministre er der blevet lagt vægt på, at begge lande fortsat sender støtte til Ukraine.
“Udenrigsministeren sagde også, at Danmark er klar til at skrue yderligere op for presset på Rusland, blandt andet ved at indføre nye sanktioner og sætte endnu hårdere ind over for den russiske skyggeflåde”, lyder det i pressemeddelelsen.
Lars Løkke har også takket Marco Rubio for USA’s indsats i Mellemøsten. Her takkede den danske udenrigsminister amerikanerne for den våbenhvile, som blev sat i værk mellem Israel og Hamas.