To personer er lørdag eftermiddag fundet døde i den norske by Ski. Norsk politi antager, at de er blevet dræbt.
Det skriver NRK lørdag aften.
Politiet oplyser, at en person er blevet anholdt og sigtet for drab på de to personer.
Ifølge NRK’s oplysninger er den sigtede en kvinde.
Politiet oplyser, at de involverede, som alle er over 18 år, kendte hinanden. Et motiv for drabene er dog ikke kommet frem.
Det vides heller ikke, hvordan drabene er sket.
Politiet fik lørdag eftermiddag lidt før klokken 17.30 anmeldelsen om hændelsen i Ski, som ligger omkring 25 kilometer fra Oslo.
Anmeldelsen kom fra en person, der var på gerningsstedet. Politiet vil dog ikke sige, om anmelderen er den sigtede kvinde.
Kort tid efter at politiet kom frem til Ski, blev der anholdt en person, siger indsatsleder Arve Hermansen til NRK.
– Vi får hurtigt fat i en gerningsperson – helt udramatisk – som vi knytter til hændelsen, siger han.
Politiet siger til NRK, at der på nuværende tidspunkt ikke vil blive oplyst nærmere om den sigtede.