Ny rapport afslører kultur- og fritidslivets enorme økonomiske betydning – skaber tusindvis af jobs og bidrager med milliarder til samfundet.
Kultur- og fritidslivet spiller en afgørende rolle i samfundsøkonomien og beskæftigelsen i Danmark.
Sådan lyder det i en ny rapport fra Silverlining Research.
Rapporten viser blandt andet, at sektoren bidrager med med cirka 55 milliarder kroner i bruttoværditilvækst.
Det btyderm at kultur- og fritidslivet sikrer en beskæftigelse for omkring 80.000 mennesker samt genererer skatteindtægter på cirka 20 milliarder kroner.
Det skriver Esbjerg Kommune i en pressemeddelelse.
Den omtalte rapport tager udgangspunkt i seks af Danmarks største kommuner – København, Aarhus, Odense, Aalborg, Esbjerg og Randers.
Tilsammen dækker kommunerne en befolkning på 1,6 millioner mennesker.
Det gode liv
På baggrund af rapporten inviterer Esbjerg de fem store kommuner til topmøde i Aarhus, hvor der her stilles skarpt på muligheder og gevinster ved et rigt kulturliv.
”På topmødet tager vi i nogle af Danmarks største kommuner ansvar for at sætte kultur- og fritidslivets store betydning for samfundet, trivslen og det gode liv på dagsordenen, og det er særlig vigtigt i den her omskiftelige tid, hvor vi i høj grad har brug for at styrke sammenhængskraften og de positive fællesskaber. Det glæder jeg mig til at dykke ned i sammen med politikere, erhvervs- og kulturledere fra hele landet,” siger Esbjerg Kommunes borgmester, Jesper Frost Rasmussen, i pressemeddelelsen.
(Artiklen fortsætter under faktaboksen)
Følgende personligheder deltager i topmødet:
- Anders Byriel, Cand.jur., MBA, 2019 Graduate fra Harvard Business School YPO program og adm. direktør i Kvadrat A/S
- Rikke Øxner, direktør Aarhus Festuge, Formand for Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Musik, fhv. kunstnerisk direktør v. Roskilde Festival
- Peter Holme Jensen, grundlægger og bestyrelsesmedlem, Aquaporin A/S
- Anna Porse Nielsen, direktør i Producentforeningen, tidl. stifter af Manto og direktør i Seismonaut og mangeårig ekspert i kultur- og oplevelsesøkonomi
- Mads Oustrup, Forretningsudvikling og Lab-leder i Kulturlab Kapellet v. TurningTables Danmark
- Rabih Azad-Ahmad, rådmand for Kultur og Borgerservice, Aarhus Kommune
- Louise Høeg, Fmd. for Sundheds-, idræts- og kulturudvalget, Randers Kommune, Medlem Region Midtjyllands ‘udvalg for lighed i sundhed’ og næstformand for ‘udvalg for nære sundhedstilbud’.
- Jakob Lose, Fmd. for Kultur & Fritidsudvalget, Esbjerg Kommune
- Søren Windell, By- og Kulturrådmand, Odense Kommune
- Terje Vammen, Senior Director og Partner, Silverlining Research
Den 3. april samles politikere, erhvervs- og kulturledere til topmødet på Aarhus Rådhus.
Journalist Tine Gøtzsche vil her styre debatterne, hvor eksperter fra både erhvervslivet og kulturbranchen vil dele viden og erfaringer.
Med stærke stemmer fra både kultursektoren og erhvervslivet er ambitionen at skabe en strategi, der kan løfte området til nye højder.
Du kan læse om topmødet på deres hjemmeside.