Kriseberedskabet er aktiveret: Hospitaler ramt af stort nedbrud

Region Midtjylland er torsdag eftermiddag ramt af et it-nedbrud.

Samtlige hospitaler i regioner er ifølge DR ramt, og it-problemerne betyder, at man ikke kan udføre planlagte operationer og monitorere patienter. Samtidig er patientlogistikken sat ud af spil.

Hospitalerne modtager kun akutte patienter, skriver DR.

På Regionshospitalet Gødstrup er der aktiveret kriseberedskabet.

Det bekræfter hospitalets kommunikationschef, Finn Møller, over for Herning Folkeblad.

It-nedbruddet rammer både telefoner, elektroniske patientjournaler, systemer, patientkald og lignende, skriver avisen.

Finn Møller opfordrer til, at patienter med planlagte tider torsdag bliver hjemme. Det gælder også alle ikkeakutte patienter.

– Det akutte tager vi os selvfølgelig stadig af, siger han til Herning Folkeblad.

Aarhus Universitetshospital er også ramt af it-nedbruddet, oplyser Lars Elgaard Pedersen, der er presseansvarlig på hospitalet, til Ritzau.

– Vores it er også ude af drift, ligesom det er i resten af regionen. Det betyder, at vi er nødt til at vurdere, hvad der er forsvarligt at gennemføre. Men alt, hvad der er akut, bliver der taget hånd om, siger han.

It-problemerne begyndte omkring klokken 12.30, skriver Jyllands-Posten. Årsagen til nedbruddet er endnu ukendt.

Region Midtjylland har også Regionshospitalet Hammel Neurocenter, Regionshospitalet Horsens og Lemvig Sundhedshus.