Kør hjemmefra i god tid: Her risikerer du op til en time i kø

Vejarbejde kan være en prøvelse for selv de mest tålmodige bilister – og lige nu er der ekstra god grund til at sætte lidt ekstra tid af, hvis du skal køre på E45.

Over 50 kilometer er i gang med at blive udvidet, og selvom trafikken for det meste glider, viser nye målinger fra Vejdirektoratet, at der i spidsbelastede perioder kan være langt til målet.

De fleste dage slipper man heldigt, men alt fra 15 minutter til op mod en time i kø kan forventes, viser tal fra Vejdirektoratet, som de beskriver det i en pressemeddelelse..

Projektchef Robin Højen Madsen understreger, at man fra myndighedernes side gør alt, hvad man kan for at sikre, at arbejdet generer mindst muligt:

“Vi kan lige så godt være ærlige. Vejarbejde er – sagt på godt jysk – træls for trafikanterne. Men det er nu engang nødvendigt, hvis vi skal nå i mål med at få lettet trafikken og de lange køer i myldretiden. Og så har vi erfaret, at det – i tilfælde med vejarbejde – giver de bedste betingelser for trafikken at sænke hastigheden til 80 km/t på længere strækninger ad gangen. Det giver et bedre flow i trafikken uden elevatorkørsel, hvor trafikanterne hele tiden skal op og ned i fart”

Særligt ét område skiller sig ud

Det er særligt én strækning, hvor bilisterne skal have tålmodigheden med sig:

Mellem Vejle og Skanderborg, hvor rejsetiden i gennemsnit er øget med 6-8 minutter – og i sjældne tilfælde over 15 minutter. Det skyldes blandt andet, at nødsporet er inddraget, og køresporene er smallere, hvilket gør det sværere for redningskøretøjer at komme frem, når noget går galt.

Bliver man fanget i et uheld i myldretiden, kan man risikere at skulle sidde i kø i alt fra 15 minutter til en time.

Kører du hele vejen mellem Aarhus N og Vejle, skal du regne med en ekstra rejsetid på 9-12 minutter i dagtimerne – og op til 20 minutter i de værste tilfælde. Hvis altså der ikke sker noget udforudset.

Når vejarbejdet er afsluttet i slutningen af 2026, vil motorvejen have fået et ekstra spor, som skal tage presset af de mange kilometer mellem de østjyske byer.

Transportminister Thomas Danielsen kalder udvidelsen nødvendig og roser indsatsen bag planlægningen i pressemeddelelsen:
“Vi kommer ikke uden om, at bilisterne skal sætte ekstra tid af til rejsen frem til motorvejsudvidelsen er færdig i 2026, hvor vi kan se frem til en markant forbedring på E45.”

Ifølge Vejdirektoratet er 90-95 % af rejsetiden fortsat relativt overskuelig – men i de resterende 5-10 % af tiden kan en enkelt hændelse vende hele trafiksituationen på hovedet.

Elbiler bliver ofte fremhævet som det miljøvenlige, økonomiske valg. Men er de nu også det?