Ny restaurant åbner snart i pandaanlæggets ikoniske lokaler og byder på sæsonbaserede retter med udsigt til bambusspisende pandaer.
Lørdag den 1. februar slår restaurant Bistro Ailu dørene op for besøgende i de legendariske lokaler tegnet af arkitekten Bjarke Ingels.
Dermed kan man fra starten af det nye år igen indtage sit måltid i pandaanlægget i Zoologiske Have i København.
Det skriver København Zoo i en pressemeddelelse.
Makkerparret Stina Øksenhøj Madsen og Casper J. Blomberg overtager stedet, og Stina Øksenhøj Madsen forklarer om restaurantens koncept.
“Det asiatiske køkken harmonerer godt med udsigten til de bambusspisende pandaer. Asiatisk mad er desuden velkendt og populært og ved at tilføje noget fransk finesse bringer vi smagsoplevelserne til nye højder og sikrer, at der noget for alle smagsløg,” siger hun.
Resraurant Bistro Ailu vil kombinerer eksotiske asiatiske retter med franske klassikere, således Østen møder Vesten.
Derudover vil smagsnoter og teknikker ligeledes bygges op om lokale danske råvarer i sæson.
Madkonceptet favner alle aldre og har til hensigt at være et supplement. Samtidig skal det skille sig ud fra de øvrige madoplevelser, som befinder sig i København Zoo.
Glæder sig over madkoncept
I København Zoo ser man frem til at løfte gæsteoplevelsen med åbningen af Bistro Ailu, samt indlede samarbejdet med Stina Øksenhøj Madsen og Casper J. Blomberg.
“I processen med at finde den rigtige restauratør, har vi søgt efter en, der deler vores værdier, har et overordnet kreativt blik samt er garanter for god kvalitet. Alt det går op i en højere enhed med Stina og Casper, og med bistro ailu får Haven et nyt spisested med rimelige priser og menuer, der passer til alle vores målgrupper,” forklarer kommerciel direktør, Mai Maria Beck, og fortsætter:
“Vi har således store forventninger til samarbejdet og glæder os meget til åbningen af Bistro Ailu i februar,” afslutter det.
Restaurant Bistro Ailu åbner dørene for besøgende lige op til vinterferien. Desuden deltager den nye restaurant ligeledes i restaurantfestivalen Dining Week 7.-16. februar.