Politiet har fået mange henvendelser i sagen om drabet på en 21-årig kvinde
22 dage er gået, siden en 21-årig somalisk kvinde blev dræbt af knivstik på Gormsvej i Herning.
Men endnu er gerningsmanden på fri fod.
Efterforskeren på sagen, politikommissær Theis Thylstrup fra Midt- og Vestjyllands Politi, fortæller, at efterforskningen er i fuld gang.
– Det er klart, at vi arbejder derudaf med rigtigt mange efterforskningsskridt.
– Vi har modtaget rigtigt mange henvendelser i forbindelse med sagen, og det er vi rigtigt glade for, siger politikommissær Theis Thylstrup fra Midt- og Vestjyllands Politi.
Han vil ikke udtale sig om, hvad motivet for drabet kan være.
– Det er en af de ting, vi også efterforsker i retning af. Det er ikke noget, som vi vil dele med offentligheden på nuværende tidspunkt.
– Vi arbejder selvfølgelig ud fra nogle hypoteser om, hvad der er sket, og hvorfor det er sket. Men det holder vi som en del af efterforskningen, siger politikommissæren.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Tidligere har politiinspektør Hans Roost fortalt, at “meget tyder på, at kvinden ikke er et tilfældigt offer”. Han har dog ikke uddybet det nærmere.
Det var 7. april omkring klokken 21, at den unge kvinde blev stukket med kniv på Gormsvej i Herning. Forbipasserende slog alarm og begyndte at yde førstehjælp.
Men kvindens liv stod ikke til at redde. Hun blev erklæret død på hospitalet i Gødstrup.
Politiet hører gerne fra folk, som kan have oplysninger i sagen.
– Hvis nogen har oplysninger om, hvad der kan være sket i forhold til drabet, vil vi rigtigt gerne i kontakt med dem, siger Theis Thylstrup.
Foruden at afhøre vidner til sagen har politiet også sikret en masse overvågningsmateriale.
/ritzau/

